Tekst

Mona Dams malerier er koloristiske og stærkt ekspressive abstraktioner, der befinder sig i et felt mellem billedet som flade og billedet som tegn.
Tegnkarakteren understreges af D.s interesse for arkitekturelementer, som bruges til at give en stærk ornamental virkning, der får billedet til at fremstå som et visionært univers
U.A.J.
/Weilbachs kunstnerleksikon

Kunstavisen nr. 11 - 2025
Mønstre og illusioner

Mona Dam eksperimenterer med mønstre, baggrunde og illusionsfremkaldende detaljer. I ”Ornament i grønt” synes der at være malet spejlinger ind i lærredet, som om man ser gennem et vindue.
Udenfor folder en nattehimmel sig ud, men de blade, der spejles i den øverste halvdel, lader til at befinde sig inde i det rum, man selv står i, mens man kigger ud gennem vinduet. Det er lige før, man vender sig om for at undersøge, om man står foran et løvtræ. Sådan udfordres sanserne.

Det sker også i de malerier, hvor Dam har klæbet strimler af lærred ovenpå det i rammen udspændte lærred. I en serie med titlen ”Mønsterstriber” er det som at kigge på en miniaturevæg, der er muret op af sten i forskellige farver.

I andre af Mona Dams malerier er udtrykket mere fladt, uden dybde. Her udfolder geometriske figurer sig i en stivnet mønsterdans. I nogle af disse inddrages farver, der markerer en tematik, for eksempel i ”Efterårets mønster”, som lader årstidens særlige palet af brunt, gyldent, okkerrødt udfolde sig.

Egil Hvid-Olsen

Mag.art Liana Erbs skriver

Mona Dam nærer stor kærlighed til den antikke kultur, den romersk - italienske og den græske kunsthistorie. I disse gamle kulturer imødekommes det anfald af længsel, som ofte dukker op i hendes billeder i form af antikke fragmenter, volutter, nicher, buer, rustica i farver, der vidner om tidens indgriben og tidens evne til at danne uforglemmelige mønstre.

Her genfinder hun den arkitektur og geometri, der stimulerer hendes kreativitet i en direkte konfrontation, som før kun blev vagt ved hjælp af de uundværlige bøger om Italiensk og græsk arkitektur. I de tunge bøger søger Mona ofte inspiration næst efter de uundværlige rejser sydpå til kulturens vugge. Templerne, gamle villaer, som hun nævnte, Hadrians store Villa der forblev i hendes erindring og som hun nostalgisk fortalte om. En serie af billeder vidner om denne stærke interesse, hvor linier, geometrier, rytmer blandes sammen med den altid ekspressive farvefølelse.

En erindring om en åndfuld arkitektur ( proportioner, marmoreringer, arkitekturens musikalitet) der afsløres i lag på lag i hendes store og små formater. Præcision og bestemthed i formen er kvaliteter, som hendes kunst også gemmer uden at det organiske er fraværende.

Geometrien og rummet var de ældre kulturers absolutte kendemærker og de tidlige kulturers strengt beherskede sprog stimulerer Monas egen søgning mod et strengt og behersket formsprog.